Overgang fra vuggestue til børnehave
I vuggestuen samler vi de ældste børn i en gruppe, som vi kalder 'Rumraketterne'. Børnene har en fast aktivitetsdag sammen om ugen, hvor de laver forskellige aktiviteter, der forbereder dem på livet i børnehaven. Det kan være gåture hånd i hånd, samling i rundkredse på gulvet, at tage tøj af og på og besøg i børnehaven. Tanken er at skabe en så glidende overgang til børnehaven som mulig.
Hos os flytter vi altid børnene i en gruppe på minimum fire børn. Når vi rykker børnene, kigger vi mere på, hvornår de er klar til det nye skridt i livet, frem for hvilken alder de har.
Vi markerer altid overgangen med en afslutnings- og indflytningsfest, hvor børnene sammen med deres forældre flytter tingene fra vuggestuegarderoben til børnehaven, hvor de går igennem et glimmergardin og bliver taget imod af deres nye venner.
Overgang fra børnehave til fritidshjem og senere skole
Hvert år danner vi en gruppe af de børn, der skal begynde i fritidshjem det kommende år - gruppen hedder Stjernegruppen. Fra 2024 inviterer vi til særligt forældremøde i maj for forældre til den kommende stjernegruppe.
I Stjernegruppen arbejder vi med at give børnene de bedste forudsætninger for at starte i fritidshjem og skole og give dem et kendskab til den nye hverdag, der venter. Vi har fokus på relationer, sociale kompetencer og at øge børnenes selvstændighed med emner som fællesskab, fri for mobberi og udsættelse af egne behov. På legepladsen leger vi lege som ståtrold eller jorden er giftig med et ønske om at give børnene nogle fælles lege, de kan mødes om, når de begynder i skole.
Vi har også en hyggelig tradition, hvor vi tager på besøg hos hinanden og ser, hvem vi hver især bor sammen med og hvor.
Inden børnene stopper i børnehaven, skal vi sige pænt farvel til dem. Det gør vi med afslutningsdisko med drinks og dans, hvor børnene møder op i balkjoler og hvide skjorter, vi spiser deres livretter og har en masse sjov og ballade.
Vi har Stærkt Samarbejde med Gerbrandskolen og besøger KKFO'en derovre.