Vi har legen som det centrale omdrejningspunkt i vores hverdag, og derfor lægger vi meget vægt på barnets lystbetonede leg, da det er herigennem, at barnet lærer sig selv og de andre børn at kende. Det er de små sejre og nederlag, som er med til at gøre barnet klogere på sig selv og andre. Samtidig udvikler de færdigheder, som er vigtige nu og senere.
Morgen
Vi åbner klokken 7 i børnehavens fællesrum. Her er vuggestuen og børnehaven samlet, og vi serverer morgenmad til de børn, der er sultne. 7.30 deler vuggestuen og børnehaven sig, og klokken 8 fordeler alle sig ud på de enkelte stuer. Der vil være forskellige pædagogiske aktiviteter, som børnene kan gå til og fra på stuen.
Formiddag
Omkring klokken 9 er der samling og frugt på stuerne. Vi afbryder aldrig en god leg for at holde samling eller spise frugt, så det afhænger af børnegruppen, hvornår og hvordan vi samles. Til samlingen taler vi om, hvad der rører sig lige nu - det kan være årstiden, aktuelle pædagogiske temaer, venskaber, hvilken dag det er m.m. Det kan også være, vi synger nogle sange.
Herefter fordeler vi os ud i mindre grupper med planlagte pædagogiske aktiviteter. Det kan være rytmiklege, kreative aktiviteter, rollelege, øve at tage tøj af og på eller måltidsaktiviteter i vores børnekøkken. Det kan også være, der er praktiske gøremål, som børnene kan hjælpe med til, og som kan kobles sammen med et pædagogisk formål, og hvor fællesskabet er i fokus. Det kan være at plukke brombær til eftermiddagsmaden eller hente mælk i Brugsen.
Det er også om formiddagen, at vi tager på tur. Vi elsker ture ud af huset, fordi de stimulerer børnenes naturlige nysgerrighed, og samtidig er med til at give dem erfaringer og viden om den verden, der er uden for Den Grønne Planet. Vi har tre ladcykler, der giver os mulighed for at tage på ture længere væk - det kan for eksempel være Den Blå Planet, Amager Strand, bondegården i Urban Planen eller ud at plukke jordbær i Dragør. Vi har også et tæt samarbejde med vores naboplejehjem, som vi besøger ved forskellige lejligheder.
Frokost
Mellem 10.30 og 11 spiser vi frokost. Vi spiser i mindre grupper med fokus på madmod, maddannelse og selvhjulpenhed. Børnene skiftes til at hente madvognen i køkkenet og fortælle de andre børn, hvad vi skal have at spise. Børnene er også med til at dække bord og rydde op efter sig selv. Vi har en mad- og måltidspolitik, som du kan læse mere om under fanen "mad og måltider".
Efter frokost sover vuggestuen lur. I børnehaven har vi også brug for at komme ned i gear, og derfor har vi hviletid, hvor børnene bliver delt op i tre grupper.
De mindste børn sover lur, mens en anden gruppe ligger på yogamåtter og lytter til mindfuldnessmusik eller får læst en historie. Vores ældste børnehavebørn - Stjenegruppen - samles om en rolig aktivitet. Det kan være puslespil, tegne eller bygge med Lego. Børnene kører ofte i et højt gear igennem dagen, og derfor er det vigtigt for os, at vi lærer dem, at det er okay at trække sig og tage en pause. Efter hvilestunden har alle brug for lidt frisk luft og fysisk aktivitet, og vi går på legepladsen.
Eftermiddag
I takt med at børnene vågner fra lur og afhængig af børnegruppen, bliver der serveret eftermiddagssnack - enten på stuerne eller på legepladsen. Igen så afbryder vi ikke gode lege, så hvis børnene er optaget af en god aktivitet på legepladsen, venter vi lidt med eftermiddagsmaden.
Resten af dagen fortsætter med planlagte pædagogiske aktiviteter, der ofte knytter sig til årets gang. Omkring 16.15 samler vi de børn, der er tilbage, og der bliver serveret en sen eftermiddagssnack.
Huset lukker klokken 17 - dog klokken 16 om fredagen.